Forside

FLOTTE

DANSKE

KLASSIKERE

Aarhusiansk kunstmaler og tegner

Henrik Hansen (1902-1980)


Henrik Hansen havde sin storhedstid fra 1920'erne til 1950'erne, men er både elsket og brugt den dag i dag. Nogle af hans mest kendte plakatmotiver kan ses her på hjemmesiden

Henrik Hansen er født den 9. februar 1902 i Aarhus (Dannebrogsgade). Hans far Hans Marius Hansen ejede og drev sammen med en kammerat Café Lolland i Aarhus. Kort tid efter Henrik Hansens fødsel flyttede familien til København, hvor hans tre yngre søskende blev født.


Det var småt med penge i familien, og Henrik Hansen måtte tidligt bidrage til husholdningen bl.a. ved at være indsæber hos en barber.



 

I en ung alder 14 - 15 år, begyndte han at tegne postkort, som han solgte til Stenders Forlag. Henrik Hansen måtte ud og stå på egne ben. Som 16 årig flyttede han til Sverige og fik arbejde som porcelænsmaler på fabrikken i Linköping. Men Henrik Hansen ville noget mere.

I 1920 kom han ind på Kunstakademiet i København, hvor han bl. a. blev undervist af professor Aksel Jørgensen. I 1921 rejste han sammen med en studiekammerat Harry Meyer til Italien, og det var en stor inspiration for ham.

Den gamle by i Aarhus illustreret af Henrik Hansen

Henrik Hansen komponerede motiver, der med   særlig styrke  fængede øjet


Da Henrik Hansen vendte hjem fra Italien, flyttede han til Aarhus, hvor han fik ansættelse ved den daværende lille avis Aarhus-Posten. Kort tid efter blev han headhuntet til Aarhuus Stiftstidende, hvor han arbejdede som fast tegner i henimod 20 år. Opgaverne på bladet var mangfoldige.

Han tegnede til alverdens begivenheder, brand, cirkus, retssager, foredrag, teaterforestillinger, hvor man i dag ville have sendt en fotograf til at dække billedsiden.


Samtidig blev Henrik Hansen meget populær som  plakatkunstner. Han tegnede plakater til konkurrencer, som han ofte vandt. Desuden var der mange bestillingsopgaver. Henrik Hansen havde en karakteristisk streg og en stærk farvelægning.

I 1926 blev Henrik Hansen gift med tandlæge Ina Hansen. De boede i Bruunsgade i en stor lejlighed og deltog ivrigt i byens liv i de swingende 20`ere.


Fra den tid stammer også venskabet med Victor B. Strand, som var blevet kompagnon med Tørsleff, der importerede og handlede med krydderier. Victor B. og hustruen Gerda lejede sommerhus på ”Fedet”, stranden ved Risskov ud mod Egå, og Henrik og Ina kom der ofte som gæster.   Der var højt humør og glade dage og manglede man kugler til kroket-spil, så savede man bare kuglerne af gardinstængerne!

Henrik Hansen illustrerede en række af Tørsleffs produkter. Heriblandt kan nævnes: Atamon, Vanila, peber  – og de velkendte kogebøger fra Tørsleffs Husmoder Service.

Venskabet førte til, at Henrik Hansen blev hustegner for Victor B. Strand, som hurtigt opbyggede et forretningsimperium med Toms Chokolade, Anton Berg, Galle & Jessen, Ga-Jol, Yankie Bar. Victor B. Strand flyttede til København, men Henrik Hansen og Victor bevarede venskabet livet igennem.

Henrik Hansen tegnede mange logoer bl.a. Tørsleffs eget.

Henrik Hansen blev meget brugt som portrætmaler. Her maler han (o. 1970) Tørsleffs direktør Victor B. Strand til Børsen, København.

De muntre 20´ere fik en brat afslutning for Henrik Hansen, idet han blev ramt af tuberkulose. Efter et ophold på Vejle Fjord Sanatorium blev han erklæret rask, og derefter flyttede han og Ina til Åbyhøj, hvor de købte en villa på Silkeborgvej i mere landlige omgivelser.


I 1937 blev sønnen Ole Henrik født, og det gav anledning til, at huset blev udvidet med tegnestue og tandlægeklinik. I 1943 blev datteren Ina født.

Skiser til Familiejournalen

Henrik Hansen var uhyre produktiv

Han tegnede hvert år juleforsiden til Familiejournalen. Han illustrerede romaner og noveller til Familiejournalen, Søndags-BT og Hjemmet, tegnede hundredvis af bogomslag til  bogsuccesser som Kelvin Lindemanns Huset med det grønne træ, romaner af forfattere som  Karen Aabye, Hans Martin, Lloyd C. Douglas og Bech Nygaard, og illustrerede også forskellige værker som f. eks. Kaj Munks Knaldperler.

Kaj Munks Knaldperler blev genudgivet i 2015 af Bollerup Boghandels forlag

Skødshoved, maleri fra 1960'erne
Skødshoved
Skødshoved, Bassebjerg

Tegningerne og plakatkunsten fyldte meget i Henrik Hansens liv. Men ind imellem blev der også tid til at male nogle portrætter. Sommerferierne blev i mange år tilbragt i sommerhus i Sælvig på Samsø, hvor naturen inspirerede til en del malerier.


Henrik Hansen boede i Åbyhøj til sin død i 1980.

Kunsten lever videre

Henrik Hansens søn, forfatteren Ole Henrik Laub,     overtog herefter rettighederne til alle sin fars værker og         i 2007 lod han  for første gang en af de mest berømte, danske industriplakater, reklamen for Tørsleffs Vanila,  genoptrykke i stort format. I dag forvaltes  rettighederne  af     Ole Henrik Laubs datter Camilla Werge Laub.